Velbesøgt kick-off møde afholdt på nyt bibliotekssystem

Flere end 40-deltagere fra landets folke- og skolebiblioteker mødte onsdag d. 9. maj engageret og diskussionslystne op til det møde, der skulle kickstarte kravspecifikationsarbejdet for det ny fælles bibliotekssystem.

På mødet tog deltagere sammen de første spadestik til en konceptualisering af den rammemodel, der er udgangspunkt for det videre arbejde, som bliver styret af en konsulent fra Devoteam. Projektet kører en meget stram tidsplan frem mod 31/8 2012, hvor version 1 af kravspecifikationen skal ligge klar. 

De kommende seks uger mødes deltagerne til workshops en gang ugentligt for at arbejde intensivt med at definere de behov, som kravene til systemet skal udspringe af. Deltagerkredsen er stort set ligeligt rekrutteret fra de to biblioteksområder, og der vil naturligvis være fokus på at kravstille, så løsningen virker lige godt for begge parter. 

"Det ny fælles bibliotekssystem skal være klart med udgangen af 2013, så deltagerne er blevet præsenteret for en meget stram tidsplan, for at vi skal kunne overholde den tidsproces et sådan udbud tager. På trods af dét udviste deltagerne stort engagement og vilje til i fællesskab, og på tværs af folke- og skolebiblioteker, at lykkes med en kravspecifikation, der favner alles behov ", siger projektleder Niels Højer-Pedersen. 

Med 94 tilmeldte kommuner til kravspecifikationsarbejdet bliver det ny fælles bibliotekssystem et system til intet mindre end 2000 folkeskoler og 500 folkebiblioteker. Når kravspecifikationen ligger klar, efterfølges arbejdet af en udbudsproces på det nye system, såfremt der er tilstrækkelig kommunal opbakning.